» Anmelden
Gemeinde auf Nordstrand
Gemeinde in Kiel
Åben kirke
Vi forenes ved dåben. Det er Kristus selv, der samler os omkring sit bord og giver sig selv til os. Han inviterer os til nadver, til fællesskab med ham og i ham. Af den grund spørger vi ikke efter konfessionel tilknytning.
Vores invitation gælder
alle, der tror på Gud
– og alle, der stadigvæk er i tvivl
alle, der ved nøjagtigt, hvad de vil,
– og alle, der stadigvæk leder
alle, der kender venskab
– og alle, der stadigvæk er ensomme.
Vi har verificeret Økumeni: Med den Anglikanske Kirke er vi forenet i kirkefællesskab, med de Ortodokse Kirker er vi forenet i trosenhed, med de evangeliske kristne er vi forenet i gensidig invitation til nadveren.
Ordet „katolsk“ betyder oprindeligt „åbent og bredt“, „baserende på det hele“, „alt omfattende“, „alt inkluderende“. „Katolsk“ er altså ikke navnet på en konfession, men en af Kristi kirkes væsentlige egenskaber:
Vi holder fast i den kristne tro, som den er vidnet både i det Gamle og det Nye Testamentes hellige Skrift, i den apostolske trosbekendelse og trosbekendelsen af Nicäa.
Vi er en kirke, som står i traditionen af den gamle kirke, men er befriet af forskrifter, der først i løbet af århundreder blev tilføjet kirken og hverken har grundlag i det Nye Testamente eller i den gamle kirke.
Vi er en tidsmæssig kirke, der er åbent for et hvert menneske med alle sine spørgsmål, sin tvivl, ideer, og der mennesker i fællesskab er på vej til at finde og leve deres tro.
Ordet „Gammel“ i vort navn henviser på de første århundreders kirke som den oprindelige kirke. Selvom der er sket udviklinger og forandringer indenfor den på det tidspunkt unge kirke, stræber vi dog efter at synliggøre kirkens oprindelse.
Det væsentlige er herved ønsket og anstrengelserne at opbygge og realisere kirke i et fælles ansvar. Dette sker på lokalt plan i menighedsforsamlinger og bispedømme niveau i regelmæssigt holdte synoder, hvor alle gejstlige og menigheder drøfter og beslutter i fællesskab.
Vore vigtigste egenskaber er:
Vi efterlever Evangeliet som et glædefuldt og befriende budskab, samvittighedens frihed efter Evangeliets forbund og princippet „enhed i det nødvendige, frihed i tvivlsspørgsmål og kærlighed i alt“.
Vi ser os som en åbenhjertet kirke, i hvilken også vedkommende kan føle sig hjemme, som er blevet skadet i deres livshistorie eller som bliver diskrimineret og udelukket på grund af deres livsvilkår.
Vi er en synodal kirke; dvs. at dem, der har ansvar indenfor et kirkeligt embede bliver valgt af alle.
Vi er en selvstændig kirke, som er uafhængig af Paven og både statsligt og økumenisk anerkendt.
Vi har tillid til enhvers villighed til forsoning og forpligter ikke til skriftemål.
Vi inviterer alle til nadver med brød og vin, der er døbt og tror på Jesu tilstedeværelse, sammen med os.
Vi giver den, hvis ægteskab er mislykket, et hjemsted og mulighed for en ny kirkevielse.
Vi står for ligeberettigelse af kvinder og mænd og præstevier kvinder.
Vi overlader det til vore gejstlige hvorvidt de vil leve ugift eller i ægteskabet.
Vores oprindelse går tilbage til året 1870, hvor der ved det 1. Vatikanske Koncil i Rom blev besluttet om to nye trossatser, der betød at enhver romersk-katolsk kristen skal tro på at:
Paven er ufejlbarlig
Paven har den direkte magt over alle kristne.
Mange katolske kristne var overbevist om at disse nye trossatser var uforenelige både med Biblen, den gamle kirkes tro og den kirkelige tradition, heriblandt mere end halvtreds biskopper. De var overbevist om, at den katolske kirke nu var ny-katolsk, fordi den har tilføjet troen noget nyt, og de kunne ikke ene disse trossatser med deres samvittighed.
Undertiden hvor mange biskopper viste Paven underdanighed, blev de, der på grund af deres samvittigheds overbevisning ikke var parat til det, ekskommunikeret.
Svaret på denne ny-katolske udvikling af den romersk-katolske kirke blev, at de ekskommunikerede i deres „nødsituation“ grundlagde deres egne katolske menigheder som en slags reformbevægelse. På denne måde opstod – ikke kun i Tyskland – den Gammel-Katolske Kirke.
Den første erklæring var „Protesten i Königswinter“ 1870, i hvilken mere end 1300 lægfolk tilbageviste de vatikanske beslutninger som fornyelser. Derefter fulgte Nürnberg erklæringen med anmodningen om at insistere på et nyt koncil til de biskopper, der havde nægtet deres samtykke. Til syvende og sidst accepterede flere end 300 medlemmer fra Tyskland, Østrig og Schweiz med gæster fra de ortodokse, anglikanske og protestantiske kirker samt fra kirken af Utrecht på Pinse-Kongressen i München 1871 „München-Programmet“. Dette inkluderer principper, efter hvilke den gammel-katolske bevægelse havde til hensigt at fortsætte:
– at vidne om sandheden af den gamle kirke,
– at holde fast i tro og forfatning af den gamle kirke,
– at medføre en kirkereform og at fremme genforening med den ortodokse kirke og forståelse med de episkopale og protestantiske kirker,
– at grundlægge en katolsk nødkirke for også fremover at kunne give og modtage sakramenter.
Allerede kort tid senere opstod i Tyskland ca. 100 menigheder og gammel-katolik- foreninger. I 1873 blev, ved en forsamling af 21 præster og 56 lægfolk teologiprofessoren Joseph Hubert Reinkens (Breslau) valgt som Tysklands første gammel-katolske biskop. Den 11. august 1873 modtog han ved Biskoppen af Deventer den katolske bispevielse.
Allerede den 19. august 1873 blev han anerkendt som katolsk biskop af den preussiske og senere ligeledes af Badens og Hessens regering. Samtidigt blev han ligestillet med de andre katolske bisper. Sin bispegerning gennemførte han under mottoet: „Alt, hvad der ikke er af tro, er synd.“ (Romerbrevet 14,23).
I 1874 mødtes den første gammel-katolske synode og besluttede om synodal- og menighedsreglerne.
I 1874/75 mødtes i Bonn, under ledelse af kirkehistoriker Ignaz von Döllinger, repræsentanter af de ortodokse, anglikanske, og protestantiske kirker samt repræsentanter af den allerede siden 1723 fra Rom separerede kirke af Utrecht til første økumeniske samtaler. Dette medførte i 1889 en sammenslutning af Nederlandenes, Tysklands og Schweiz’ biskopper til Utrecht Unionen af de fra Rom separerede kirker.
I Utrecht-Erklæringen står der: „Vi fastholder det, der altid, overalt og af alle er troet på; dette er sandfærdigt og virkelig katolsk. Af denne grund holder vi fast i den gamle kirkes tro, som den er blevet udtalt i de økumeniske symboler og i de generelt accepterede dogmatiske vedtægter fra de økumeniske synoder i det første årtusinds udelte kirke.“
I 1931 fulgte fællesskabet med den anglikanske kirke og i 1985 aftalen med den evangeliske kirke i Tyskland om gensidig invitation til nadver.
I 1948 var den gammel-katolske kirke medstifter af kirkernes Økumeniske Råd, og i Tyskland hører den gammel-katolske kirke til medstifterne af „De Kristne Kirkers Samarbejdsråd“ (ACK).
I oktober 1634 blev vestkysten hærget af en forødende stormflod. „Stranden“, en datidig stor ø, blev næsten fuldstændig ødelagt i løbet af en eneste nat. Digerne blev gennembrudt på 44 steder, af øens 9.000 indbyggere druknede 6.400 i bølgerne. De overlevende bad hertugen i Slesvig by om hjælp. Han indgik en aftale om genoprettelse af digerne med fire nederlandske digebyggere. Endnu samme år begyndte arbejdet. I 1654 blev den første kog, den „Gamle Koog“ færdigbygget. I 1657 blev det så Osterkoog, i 1663 Trendermarsch-Koog, i 1691 Neukoog , i 1771 blev Elisabeth-Sophien-Koog færdig, i 1866 Morsumkoog og i 1923 Ponshalligkoog.
Med Nordstrand-Dæmningen blev øen i 1933 „forbundet“ med fastlandet og kunne dermed besøges til enhver tid. Nord for dammen blev Beltringharder koog i 1987 inddiget som naturbeskyttelsesområde.
Selvom Danmarks folkekirke også dengang var lutheransk, fik digebyggerne lov til at udøve deres katolske tro. Derfor blev der grundlagt en katolsk menighed i 1654 med indvandrere og arbejdere fra Nederlands, Brabant og Vlaanderen. Pengene for digebyggeriet kom også fra de lande, og en af donorerne var fra starten Ærkebiskoppens Domkapitel i Utrecht. Selvom sjælesorgen til begyndelsen blev overtaget af oratoriepræster fra Mecheln, blev den fra 1683 af udført af ærkebispedømmet Utrecht, som fra det tidspunkt af sendte præsterne til menigheden i Nordstrand, som øen imidlertid blev kaldt.
I året 1723 blev ærkebispedømmet Utrecht i henhold til den såkaldte „Jansenisme“, som var en indre-katolsk reformbevægelse, uretfærdigt ekskommunikeret.
På grund af Utrechts separation fra Rom blev menigheden på Nordstrand spaltet i to dele: de der blev ved med at være Rom tro og Utrecht-delen. Spaltningen udgjorde fra ca. 1735 – 1866 den såkaldte Nordstrand Kirketvist, da begge katolske menigheder argumenterede om, hvilken af dem var den „sande“ katolske menighed. De kongelige domstole afgjorde til fordel for ærkebispedømmet Utrecht, som beholdt kirken og præsteboligen, indtil den romersk katolske menighed ved tilslutningen til Preussen i 1864 fik lov til at blive sogn og bygge sin egen kirke. På denne måde blev der fred mellem de katolske menigheder på Nordstrand.
I 1910 begyndte ærkebispedømmet Utrecht og det gammel-katolske bispedømme at forhandle om menighedens „sogneflytning“, da denne nu var preussisk og tysktalende, da ingen nederlændere var tilflyttere mere, og da den gammel-katolske kirke siden 1889 var en slået sammen med ærkebispedømmet Utrecht. Det varede dog til 1920, inden sognet blev overført til det tyske gammel-katolske Bispedømme.
I 1662 havde Oratorianerne bygget en lille kirke midt på øen, under patronatet af den Hellige Theresia af Avila og den Hellige Maria Margaretha af Englene fra Oirschot. Fra den tid af bruges kirken som sognekirke af øens katolikker.
I 1887 blev kirken nødt til at saneres grundlæggende. Omkostningerne blev overtaget af donationer fra ærkebispedømmet Utrecht; herved fik kirken sit nuværende udseende.
Det tyske bispedømmes nordligste sogn udgør i dag delstaten Schleswig-Holstein. Sammenlagt hører ca. 300 medlemmer til sognet. Guds-tjenester bliver ikke kun holdt på Nordstrand. På Nordstrand bliver gudstjenesten holdt hver søndag kl. 10:00.
Inspireret af Utrecht Katedralen, tilbyder også vi seneste søndags gudstjeneste eller selve prædikenen via vores hjemmeside, så den kan høres efterfølgende. Responsen viser, at tilbuddet bliver brugt af mange.
Da vi er en lille menighed har vi brug for enhver hjælp og donation. Vi ville glæde os over en donation til vedligeholdelsen af vores kirke
Alt-Katholische KircheBIC: GENODEF1HUMIBAN: DE66 2176 2550 0009 6042 94
Vi tilsender gerne en donationskvittering.
Hvis du ønsker at få flere informationer omkring gammel-katolikkernes tro og menighedsliv, er du velkommen til at deltage i guds-tjenesten, da vores kirke er åben for alle. Kom og besøg os!
Du er også velkommen til at kontakte os: Alt-katholisches Pfarramt, Pfarrer Jens Schmidt, Osterdeich 1, 25845 Nordstrand
Tel. +49(0)4842-409, Fax +49(0)4842-1511, E-Mail: nordstrand (ät) alt-katholisch.de
Der kan du desuden hver søndag fra ca. kl. 13:00 downloade en fil med dagens gudstjeneste – filen er på ca. 15 MB.
For din vej gennem livet ønsker vi dig Guds velsignelse!
alt-katholisch.de
Biskoppens Kontor, Gregor-Mendel-str. 28, D 53115 Bonn, Tel. +49(0)228-23 22 85, Fax +49(0)228-23 83 14, Biskop Dr. Matthias Ring
Ud over talrige gudstjenestesteder findes der kirkekontorer i:
Aachen, Augsburg, Baden-Baden, Bad Säckingen, Berlin, Blumberg, Bonn, Bottrop, Dettighofen, Dortmund, Dresden, Düsseldorf, Essen, Frankfurt, Freiburg, Furtwangen, Halle, Hamburg, Hannover, Heidelberg, Karlsruhe, Kassel, Kaufbeuren-Neugablonz, Kempten, Koblenz, Köln, Konstanz, Krefeld, Mannheim, München, Münster, Nürnberg, Offenbach, Regensburg, Rosenheim, Saarbrücken, Singen, Stuttgart, Weidenberg, Wiesbaden.
alt-katholisch-zeitgemäß. Die Geschichte einer anderen katholischen Kirche
(gammel-katolsk-tidsmæssig. Historien om en anden katolsk kirke).
Norderstedt 2009. ISBN 978-3-8370-9212-7
Redaktør og ©Alt-Katholische Pfarrgemeinde Nordstrand 2010 (Translation: Ritha Elmholt)